Den 13.04.26 var der kick-off til vores valgfagsprojekt.
Dagen efter tog jeg til Helnæs alene for at tage landskabsbilleder, desværre havde jeg ikke vejret med mig, så det blev en fotodag i regnvejr og dermed også billeder uden opstilling.
Fordi jeg stod med mit spejlreflekskamera (Cannon) i hånden i gråvejr, var min største prioritet at balancere skarphed og beskyttelse af kameraet.
Regnen gjorde stenene mørkere og mere blanke. Det fremhævede deres tekstur og gav en farvemætning. Billederne har jeg redigeret i Photoshop, men jeg kunne også have valgt Lightroom.
Selvom det store fokus var landskab, så har jeg også valgt at tage et billede af en båd, da jeg syntes det var et meget symbolsk billede. Det fortæller en historie om forandring og forfald. Båden har udtjent sin ”værnepligt” på vandet og er nu strandet, præcis som kystlinjen, der langsomt men sikkert forsvinder. Det syntes jeg der var noget smukt i og derfor tog jeg et billede af den.
EXIF:
Mit kamera kørte med auto-exposure, så den satte selv indstillingerne for billederne.
Jeg valgte at skyde i RAW for at gemme alle detaljer i det flade, grå lys. Det gav mig fuld kontrol i redigeringen til at hive nuancer frem i de mørke sten og styre den kolde balance.
ISO er sat på 100 fordi det var i dagslys, hvilket gør jeg undgår støj.
Min zoom er sat til 21 mm for at få det hele af landskabet med og blænden er sat på 6,3 for at opnå den rigtige dybdeskarphed, så havet og himmelen fremstår skarpt. Lukkertiden er sat på 1/100 s, hvilket er kort og det gør jeg undgår rystelser, når jeg står med kameraet håndholdt.
Den 15.04.26 sad jeg hjemme og redigerede min video i AfterEffects og senere havde jeg en aftale med Kok&Vin sammen med Dicte og Oliver. Planen var at tage produkt billeder, som vi kunne bruge ifm. vores eksamensprojekt.
EXIF:
For at opnå disse produktbilleder, traf jeg en bevidst beslutning om at gå helt tæt på tallerkenen. Jeg tog nærbilleder, som fyldte rammen med motivet og eliminerede forstyrrende elementer fra restauranten. Dette valg trækker øjet direkte mod de forskellige oste og syltetøjet.
Billederne af maden er taget i en situation med lidt udfordring på lys, da der var mørkt i restauranten, hvilket krævede en høj ISO på 1600. Jeg valgte bevidst at bruge den store blændeåbning på f/2,8 – ikke kun for at få lys nok ind – men primært for at opnå en lav dybdeskarphed, der isolerer mit hovedmotiv og skaber en flot, sløret baggrund. Brændvidden på 70 mm var det rette valg til at komprimere baggrunden, og jeg holdt lukkertiden på 1/80s for lige akkurat at kunne holde kameraet stille.
Ved at mestre balancen mellem komposition, fokus og lys har jeg skabt et billede, der ikke bare viser maden, men formidler dens kvalitet og stemningen ved bordet på Kok & Vin.
Det højre billede med vinen er til de sociale medier. Jeg har taget et billede af en vinflaske fra Kok&Vin stående op af den kasse den lå i.
Jeg har photoshoppet det og sat en vinoptrækker samt en prop ind i billedet og deres logo.
Jeg har ikke et billede af mig selv ift. opstilling, men jeg har taget et af Oliver, som står i samme position som jeg gjorde og med samme opsætning af vin, blot en anden vin. Billedet blev taget i deres vinkælder, så ISO blev sat til 800, 1600 blev for lyst.
Om aftenen kl. 22 kørte jeg hjemmefra til Langeland hvor jeg mødtes med Dicte, Dictes kæreste og Oliver igen.
Vores mål var at eksperimentere med langtidseksponering for at fange bevægelse og lys. Vi satte to kameraer op på hvert sit stativ for at dokumentere processen og få forskellige vinkler.
EXIF:
For at fange lysstriberne og arbejde med neon, indstillede vi kameraerne til en lang lukkertid på 30 sekunder. Samtidig satte vi ISO’en på 800 for at minimere støj og undgå overeksponering af lyset.
Jeg har bevidst arbejdet med f/14 for at opnå en stor dybdeskarphed og skabe den karakteristiske effekt ved lyskilderne. Den lange lukkertid på 30 sekunder, er valgt for at indfange lyset over tid, hvilket skaber en helt særlig ro og tekstur i motivet, som det blotte øje ikke kan se. Det gav det ønskede, dramatiske udtryk, som vi stilede efter.
Olivers opgave var at køre sin bil forbi kameraerne i et jævnt tempo, mens Dicte og jeg tog billederne. Den lange lukkertid gjorde, at vi ikke så meget af selve bilen, men kun de lys, den udsendte – forlygterne, der tegnede hvide striber, og baglygterne, der dannede røde striber gennem mørket.
Da vi skulle tage billeder af os selv med neonlys, brugte vi neonlygten som den primære lyskilde. Ved at placere den tæt på vores ansigter kunne vi skabe dramatiske og farverige portrætter, hvor neonlyset kastede farvede skygger og fremhævede vores træk.
Vi brugte også neonlyset til at skabe lysmaling. Ved at flytte neonlygten hurtigt rundt, mens lukkertiden var åben, kunne vi ”male” med lys og skabe abstrakte former og linjer omkring os.
Den 16.04.26 var jeg på skolen sammen med Dicte og Oliver. Jeg fik gjort min VFX video færdig hvor jeg hopper op og laver en superhero landing, så asfalten knækker og der kommer en røg sky op og en lyd som en eksplosion.
Jeg startede med at lave en video uden mig i frame og så optog jeg en mere hvor jeg hopper ind.
Dette gjorde det muligt at maskere mig selv ind i scenen og tilføje de digitale effekter (røg og asfaltsprækker) bag mig, uden at ødelægge baggrunden.
Da VFX kræver ekstrem præcision, var det altafgørende, at kameraet ikke flyttede sig mellem de to optagelser, jeg lagde derfor min telefon på et havebord støttende op af en pude.
For at give eksplosionen tyngde, arbejdede jeg med “layering” af lyd. I stedet for blot at bruge én lydeffekt, kombinerede jeg to komplementære lydfiler for at skabe en mere fyldig og realistisk eksplosion, der matcher det visuelle i landingen.
Jeg fik samme dag taget portræt billeder af Emilie Esther, hvor det bare var hende og jeg i det lukkede rum i MediaLab.
Det første og vigtigste element, jeg arbejdede med, var lyset. Jeg valgte at bruge en professionel lyssætning for at få fuld kontrol. Jeg brugte en blød, retningsbestemt lyskilde for at undgå hårde skygger og fremhæve Esthers træk. Lyset er placeret en smule fra siden for at vise den lette rødme i hendes ansigt. Det diffuse lys fungerer også rigtig godt til hendes hår, da det giver en naturlig glans og tekstur.
Selve arbejdsmetoden var meget intuitiv. Jeg arbejdede i fri hånd og uden stativ. Det var en bevidst beslutning for at være mere fleksibel. Det gjorde det muligt for mig at flytte mig hurtigt rundt for at finde den helt rigtige vinkel og reagere impulsivt på Esthers udtryk.
EXIF
Mit kamera kørte som nævnt med auto-exposure, så jeg måtte ændre ISO fra 100 til 800, fordi Esthers ansigt blev for mørkt og ved 1600 blev det for lyst, så bagefter fik vi taget nogle fine portrætbilleder som jeg redigerede i Photoshop. Der er flere billeder, men jeg vælger at vise de her to, fordi jeg syntes de gav det bedste resultat.
Jeg valgte 18 mm fordi det er meget standard for portræt billeder, men også fordi jeg stod tæt på hende og ville have det brede overblik. Det giver mulighed for at se hele motivet og fornemme rummet omkring det.
Jeg har sat blænden til f/5,6. Det er et bevidst valg, hvor jeg åbner op for at lukke lys ind, men samtidig bevarer en god kontrol over, hvad der står skarpt i billedet.
Jeg valgte en lukkertid på 1/125 sekund for at være på den sikre side. Det er nemlig hurtigt nok til, at billedet bliver knivskarpt, selvom jeg holder kameraet i hænderne.
Samme dag i MediaLab fik jeg lavet en præsentationsvideo af mig selv med hjælp fra Oliver, men jeg var ikke tilfreds med den.
Lørdag d. 18.04.26 valgte jeg i stedet at lave en reklamevideo for min søns bamse.
Det drillede mig en del med filernes formater, men jeg fandt ud af i PremierePro, hvordan det skulle gøres og var tilfreds med min løsning, specielt fordi PremierePro ikke er et program jeg særlig tit bruger.
Jeg tog nogle billeder af min søn med mit spejlreflekskamera og så fandt jeg en masse videoklip på Youtube som jeg fik klippet ind.
Jeg lavede et manus og dernæst en stemmeoptagelse på min computer under min dyne, for ikke at skabe støj.
Ift. målgruppe, rammer jeg her forældre på omkring 25-45 år. Selvom barnet er det primære publikum for selve musikken, er forældrene målgruppen.
Derfor er det afgørende, at Lille Bille appellerer til forældrene, da det er dem, der vælger indholdet, betaler for abonnementer og beslutter, hvad der skal køres på skærmen eller i højttaleren. Karl Billes projekt lykkes, fordi det rammer en balance, hvor barnet får underholdning, mens forældrene får en musikalsk oplevelse, de kan stå inde for og der rammer de plet fordi de bruger kendte personer som forældrene kan finde en relation til.
Jeg bliver især optaget af Lille Bille fordi de bruger Pharfar og Wafande, som jeg har lyttet meget til – eller Klumpen. Maria Lousia har jeg ikke et forhold til, men hun er stemmen for Elsa i Frost filmen og det er en film alle børnefamilier har set og alle er fan af Elsa.
Szhirley indgår også i mange videoer af Lille Billes musik, som jeg tror alle kvinder på en eller anden måde, har en relation til. Den næste der udkommer er med Julie Bertelsen og hun er også kendt for at være et omsorgsfuldt og rart menneske. De formår at ramme plet hos forældrene!.
Refleksion
Da jeg fik opgaven til kick-off, meldte tvivlen sig med det samme. Opgaven lød på produktion af flere videoer, redigering og en lang række billeder, og min første tanke var straks: “Når jeg virkelig det her på så kort tid, og bliver det overhovedet godt nok til, at hele klassen skal se det?” Det gjorde mig især nervøs, fordi jeg kæmper med Adobe-programmerne. Jeg ved godt jeg burde øve mig dagligt, men det er for mig ikke altid en mulighed, så den manglende rutine skabte en stor stressfaktor. Denne stress og uro i kroppen påvirkede min tremor i hånden, hvilket skaber frustration, fordi min hånd ikke kan ”holdes” stille.
Men i takt med at jeg arbejdede mig igennem opgaven, skete der et skifte. Presset tvang mig til at kaste mig ud i det, og jeg opdagede, at jeg lærer utroligt meget af at finde løsningerne selv, når jeg står med et konkret problem, fremfor kun at øve mig teoretisk. Jeg ved godt, at det, jeg har lavet, ikke er perfekt, og jeg er fuldt ud klar over, at der er andre, der kan lave det endnu bedre. Men jeg er ikke “nogen” – jeg er mig, og jeg har løst opgaven på mine egne præmisser. Selvom jeg har nydt at arbejde selvstændigt, er jeg også bevidst om, at sparring stadig er et værdifuldt værktøj, og at den rette kombination af fordybelse og feedback ofte er guld værd. Når jeg ser tilbage på forløbet nu, står det klart for mig, at tiden har været utrolig godt givet ud, fordi jeg rent faktisk fuldførte opgaven. På trods af den stress og uro, jeg mærkede til kick-off, sidder jeg tilbage med en stolthed over det færdige resultat. Jeg har lært, at jeg kan præstere under pres, og projektet har givet mig mod på at kaste mig over tekniske udfordringer, selv når de virker uoverskuelige i starten.